Hvalpe fra Kennel Strandrosens

Dansk Svensk Gårdhund

Vi fik vores første gårdhund i 2009. Molly er en sjov og charmerende, kærlig, nysgerrig, klog lille hund med et stort ego.
Molly har fået 3 kuld hvalpe og vi har beholdt Tilde fra det sidste kuld.
Vores børnebørn og gårdhundene er fine legekammerater og hundene hygger sig med os. Er meget kælne og vil gerne være i tæt kontakt..
Deres jagtinstinkt er stort med hensyn til mus og muldvarper. Vores hunde er typiske for racen.

Hvalpene fra Kennel Strandrosens:

  • er tæt sammen med tæven, vores andre hunde, vores katte og selvfølgelig os i vores hjem.
  • bliver socialiseret og får mange forskellige oplevelser i løbet af de 8 uger de bor herhjemme.
  • vænnes til forskellige lyde fra vores hus. Radio, tv, støvsuger o.s.v.
  • vænnes til børn og unge, da vores børnebørn ofte kommer på besøg og tager sig kærligt af hvalpene.
  • får prøvet at køre i bil et par gange
  • bliver renlighedstrænet udenfor i vores have.
  • får meget kærlig kontakt og er blevet aktiveret med forskelligt legetøj.

Hvalpene får ormekur 2 gange og får jævnligt klippet deres kløer og bliver vejet regelmæssigt. Når hvalpene er ca. 6 uger kommer en medarbejder fra Dansk Kennel Klub og chipper hvalpene. Ved 7 ugers alderen kommer de til dyrlæge og får et sundhedstjek og bliver vaccineret første gang. Med hvalpen følger: DKK Stamtavle, EU-Pas, Sundhedstjek, en vejledning indeholdende forskellige praktiske ting og et års medlemskab af klubben for Dansk Svensk Gårdhunde (DSGK). Desuden medfølger et lille tæppe (med duft af tævemor og os) samt en pose foder, ved afhentning.

Det betyder meget for os at give hvalpene den bedste start og at avle nogle harmoniske, sunde, stærke og racetypiske hvalpe med lav indavlsprocent.

Er du interesseret i at købe en hvalp og vil vide mere om vores dejlige hunde er du velkommen til at kontakte os. Du er selvfølgelig velkommen til at besøge os.

I menuen til højre, kan du se billeder af de forskellige kuld. Der vil selvfølgelig løbende komme billeder af et eventuelt nyt kuld.

Gammel Dansk Hønsehund

I 1996 fik vi vores første Gammel Dansk Hønsehund. En tæve vi kaldte for Ronja. Dejlig familiehund og jagthund. Efterfølgende har vi haft Anton, Olga, Tilde og nu har vi Alma.

Vi kan godt lide den traditionelle Gamle Danske Hønsehund, med det brede og dybe bryst og tilpas halshud og det rolige og tillidsfulde temperament. Alle vores hunde har været nemme at opdrage og dressere, og hundene har været meget børnevenlige.

Vi har altid benyttet vores hunde til jagt og med deres korte søg, fine næse og faste stand har de givet os nogle store jagtlige oplevelser.

Vi bor på Nordfalster tæt på skov og strand, så vores hunde har altid gode muligheder for at boltre sig frit i naturen.
Hundene er en stor del af familien. I maj 2013 fik vi Kennelmærke. Navnet KENNEL STRANDROSENS, relaterer sig til naturen omkring os.